bf-85

Basis Felt

Lyset forplanter sig gennem rummet med hastigheden C.

Når C måles bliver resultatet 300.000 km/sek. (ca.)

Hvis lys tilbagelægger kortere afstand kan tiden siges at gå langsommere: I stort tyngdefelt går tiden langsommere.

Der er kun to måder hvorpå noget kan bevæge sig:

1."selvfremførende" ingen max, addition af hastighed.

2."forskydning gennem et medium", hastighed er givet af mediets type.

Hvis lys var selvudbredende ville addition af hastigheden være gældende. Forsøg viserklart at det ikke er tilfældet. Lysets hastighed måles til C.

Rummet med dets egenskaber er lysets medium.

Rummet i et stort tyngdefelt har andre egenskaber end det har i et mindre tyngdefelt.

Tyngdefelt m.m. kaldes herefter BF ( Basis Felt).
BF er de elektromagnetiske bølgers medium.

Hvis solen eksploderede ville vi opfatte det 8 min. senere,
Dette ville også gælde tyngdepåvirkningerne.
Hvis dette er forkert og man i stedet skulle kunne registrere tyngdepåvirkningerne med det samme, ville det indebære at hele universet ville blive omstruktureret øjeblikkeligt.
Blandt andet derfor er det sandsynligt at tyngdepåvirkningers forplantningshastigheder C,- og dermed at BF er tyngde-påvirkningernes medium..
Med andre ord: Påvirkninger, både fra et tyngdefelt og et elektromagnetisk felt, forplanter sig med samme hastighed gennem samme medium.
Dette medium er BF. BF er rum / vakuum / eller i nogle tilfælde alm. tyngdefelt.

BF er ikke ens overalt.
Vi bliver nødt til at forestille os et teoretisk tredimensionalt gitter med de enkelte 3dim. masker i en afstand af f.eks. 1 m.
Dette benyttes som fast udgangspunkt.
Gitteret strækker sig så langt det skal være i alle retninger.
Det indeholder vores BF. Vi kan kalde det for TF ( T for teoretisk)
TF er ikke "virkeligt".
I en afstand af een målt meter afsættes punkter i BF ( i 3 dimensioner).
Når TF og BF sammenlignes vil der, hvor der er mere tyngdefelt (og BF), være flere punkter pr. TF3, end hvor tyngdefeltet er mindre.
Lyset går pr. sekund igennem et konstant antal punkter (meter).
På afstand (iagttaget udefra) kan det afgøres, hvorledes BF er opbygget ved at undersøge om tiden, henholdsvis lysets tilbagelagte afstand set fra iagttageren pr. sekund, varierer.

Hvor noget kan komme hen er der BF.
Hvor intet BF er "eksisterer ikke",
Hver TF3enhed kan i teorien indeholde "enormt" meget eller slet intet BF.
Man vil kunne sige at universets ende er overalt.

TF3, hvor der ingen BF punkter er, har ingen længde, - man passerer i løbet af ingen tid.
Alt, der eksisterer findes i BF.

Der er eet univers.
Man kan sige at der findes sub-universer, som er karakteriseret ved at have en begivenhedshorisont bag hvilken en iagttager ikke kan observere hændelser.
Hvis iagttageren flytter sig, flytter horisonten sig også.
Horisonten har altid 360° set fra iagttageren.
Man kan komme fra et sub-univers til et andet.
En lokal iagttager kan ikke direkte afgøre hvorledes BF strukturen er opbygget omkring ham set fra TF.
Set fra TF er ingen steder i BF helt ensartet.

Da f.eks. solens tyngdefelt udbredes med hastigheden C, vil det sige at tyngdefeltet hele tiden opretholdes, dvs. BF dannes hele tiden af masse.
Ligesom en kilde på bunden af en sø får hele overfladen til at stige, får også nydannet BF, koncentrationen af tidligere BF til at blive forøget, og det forøges mest hvor der i forvejen er mindst. Hvis forøgelsen sker i et ideelt sub-univers (stort tyngdefelt som er afgrænset p.g.a. C) vil koncentrationen af BF ikke kunne nå at "slippe ud" og antallet af BF punkter vil forøges.
"Der bliver mere plads pr. TF3". (rummet udvider sig).

Tid er et begreb.
Tidsforløb bestemmes ved at gentage fysiske forløb af ens længde i metersystemet.
Længde bestemmes ved at benytte C, som igen er defineret ud fra et bestemt antal længder i metersystemet.
Sek.: 9.000.000.000 svingninger af cæsium.
Meter: 1.000.000 bølgelængder af krypton.

Svingningerne beror på atomets egen tid, som er dets cyclehastighed,-
og hastighed er tilbagelagt afstand pr. tidsenhed.

Tid er ikke entydigt definerbart og længder er ikke entydigt definerbare, men er uløseligt knyttet sammen, og en lokal iagttager vil aldrig opdage ændringer i sit eget lokalsystem.

se Tid og rum

Opretholdelse af energiforskelle

Opretholdelse af energiforskelle, baner, og i det hele taget hele universet er noget man ikke kan tage for givet.
Hvis man "tøjre" en magnet i et stykke snor, således at den lige akkurat ikke kan nå en ovenover fastgjort jernplade, vil magneten til stadighed befinde sig lige under jernpladen og snoren vil være stram.
Hvis man spænder en fjeder har vi et tilsvarende eksempel,- eller hvis man limer to stykker papir sammen.
Der bliver til stadighed opretholdt nogle tilstande: energi- og impulsbevarelse.-

Fra molekyler -, atomkerner og elektroner bliver der konstant opretholdt felter som breder sig ud i omgivelserne med hastigheden C.
Disse felters "sum" er med til at opretholde BF,- og da det ikke kan slippe ud af universet dannes der hele tiden mere.

Det er vigtigt at gøre sig klart at ting ingen hukommelse har, og at alle virkninger er årsagsbestemte p.g.a. (evt. sandsynlige) nærvirkninger på lokale centre, der alle virker tilbage ned virkningerne fordelt i normale kugleskaller("set" fra dem selv).

Felt er rum hvor kræfter gør sig gældende.
BF eksisterer selvom ingen kræfter gør sig gældende.
Selvom der ikke findes kræfter i forhold til et bestemt lokalområde, vil der altid findes andre områder, hvorfra betingelserne for kraftpåvirkninger er opfyldt.

I et system med varieret tyngde kan der findes tyngdeenergi (potentiel). – Lys afbøjes i et tyngdefelt. Lys afbøjes i BF.
BF kan indeholde energi. Masse danner BF. Masse er en form for energi. Masse danner energi i form af et tyngdefelt.
Energi danner tyngdefelt.
Det må kunne konstateres at tyngdefelt afbøjer tyngdefelt. - BF afbøjer BF,- og BF danner BF.

Alle retninger er "lige gode"

Hvis man udefra ser ind på et lokalsystem og tegner en cirkel om centrum, så kan, hvis ikke BF er helt ensartet, BF-punkterne i den ene halvdel af cirklen gradvisaftage i afstand. Dvs., set udefra er der mere "plads" i den ene retning end i den anden. (set fra TF,- BF-punkterne er lokalsystemets Iængdeenheder).
Lokalsystemet vil altid opfatte sin horisont som værende 360°, og derfor kan det ikke "opdage" forskellen. - Alle retninger er "lige gode" hvad angår længdeenheder.
Hvis en partikel (med tilhørende lokalsystem) bevæger sig i tilfældige retninger, vil den efterhånden fjerne sig fra sit udgangspunkt (random walk) alt efter hvor stor dens hastighed er. Den har ingen foretrukken retning. Derimod, set udefra, vil det se ud som om den søger hen mod det område hvor BF-koncentrationen er størst. - Dvs. at resultatet (udefra set) er, en kraftpåvirkning.-

Hvis det ikke drejer sig om en partikel, men om en gruppe, bliver resultatet det samme, blot bliver systemets modstand mod en evt. "for hurtig eller for langsombevægelse" større.
- Selvom en lokal struktur fremhæver forskellige "indefra" fastlagte retninger, vil hele systemet (aktion = reaktion) ligge stille,- ikke have nogen foretrukken retning, og der forekommer derfor kun tilfældige bevægelser.
Da atomer er meget "luftige" og hastighederne for de mulige bevægelser er enorme, set med vort sædvanlige sammenligningsgrundlag, vil der hele tiden opstå små ryk i lokalsystemerne. (mange af disse vil ophæve hinanden og tæller derfor ikke med i det samlede resultat).

Inerti beskrives sædvanligvis som et legemes modstand mod bevægelsesændringer.
Med et andet sprogbrug kan man også sige at inerti er et legemes evne til at ligge stille i et homogent lokal-BF.
Hvor stor inertien bliver beror på BF-koncentrationen.

Ekstreme BF-koncentrationer

Et "sort hul", der udsender lys kan ikke opfattes (på afstand) fordi lyset bøjes tilbage mod massen (begivenhedshorisont).
Og fordi længden er nul set udefra,- mange BF-punkter fylder et punkt i TF.
Dog kan der, det kommer an på massen, i større eller mindre afstand fra overfladen, undslippe stråling fordi afbøjningen af det lys der udsendes HERFRA med retning væk fra overfladen, ikke bliver bøjet helt tilbage.
Helt det samme må gælde for BF.

Ekstreme BF-koncentrationer : sorte huller, - forkortet SH.
Hvis en iagttager nærmer sig et SH, vil hans horisont blive mere og mere opfyldt af SHog inden han når overfladen vil SH helt have omsluttet ham.
Hvis en iagttager står på en overflade, der har et stort tyngdefelt, vil han synes atstå i et hul med horisonten oppe over hans eget niveau.
Hvis man befinder sig i større afstand fra et SH og i denne afstand bevæger sig rundt omSH, vil man kunne måle, at den herved tilbagelagte afstand er kortere end afstanden til overfladen af SH. Dvs. at forholdet mellem radius og omkreds ikke længere er PI.

BF der udsendes fra overfladen af et SH bøjer tilbage, fordi BF aftager væk fra SH.
Hvis der i kort afstand var lige så meget BF et stykke væk fra SH, ville det udsendte BF ikke afbøjes, - Det afhænger af det omgivende BF’s styrke, hvorvidt et SH kan eksistere.
Et hvert punkt på overfladen virker afbøjende på "nabopunkterne".
Jo større overfladen er, jo mindre er krumningen (set fra TF) og desto mere virker nabopunkterne med til at udviske den afgrænsende overflade ud til det omgivende rum(BF), -
Jo større BF’s styrke er i rummet omkring et SH, jo mindre kan et SH’s masse tiltage inden det opløser sig selv ud til sit omgivende rum!. (opløser=eksploderer)
Hele universet kan betragtes som et SH, der hele tiden kan forøge sin energi.
Den samlede energi indeni et sub-univers (set indefra) er konstant.
Kun forskelle i energipotentialer tæller som energi.
Det samlede energiniveau i vore omgivelser kan forøges uden at vi kan registrere/udnytte energien. Tænk på at en brint-bombe på solen ikke er noget værd som energikilde set fra omgivelsernes synspunkt.

Niveauer

Hvis man tænker sig en rejse fra rummet ind til en atomkerne på jordoverfladen, vil man være nødt til at skifte niveauer i TF flere gange.
Først befinder man sig i rummet mellem galakserne med dets store afstande.
Derefter når man til solens og jordens kortere afstande og dermed større stigning i BF-punkternes afstandsformindskelse (set fra TF).
Så kommer man til jordoverfladen med vore almindelige måleenheder og geometri.
Herefter til molekyler og atomer, dvs. nyt niveau, - og dernæst til atomkernen, hvor stigningsændringen igen måles større end den forrige.

Størrelsen af atomare dele er et vidt begreb, fordi overfladen er vanskelig at definere fra et enkelt TF3-niveau.
Fra centrum i alle lokalsystemer er omgivelserne delt op i helt normale kugleskaller (husk, - set indefra). Dvs. at "afstandskvadrat-loven" gælder for alle lokalsystemer,- også for atomkernen.- Den er et lokalsystem vi ikke kan måle indefra, derfor ser det ud som om afstandskvadratloven ikke er opfyldt,( den måles til noget der ligner, hvis vi benytter alm. accepterede beregninger af atomets omkreds og radius) - Man skal igen skifte niveau, ikke kun p.g.a. TF3-enhedernes størrelse, men især fordi man så gør stigningsændringen(forvrængningen) mindre.
I princippet kan ændringerne fjernes ved at gå meget tæt på lokalsystemets centrum.

Lad os kalde BF’s niveau i nærheden af en stjerne for NBF. - N for normal, - som f.eks. i vores solsystem.
"Forvrængninger" i BF (set fra TF) giver mulighed for tyngdekraftpåvirkninger, når man befinder sig udenfor molekyle niveau ( i NBF).
Elektriske felter er svage "kurver" på overfladen af NBF.
Atomet giver en lang og stejl kurve på NBF. (tænk på gummilagen f.eks.)
Massefylden af en neutronstjerne og en atomkerne er den samme, - derfor må længden af neutronstjernens og atomets kurve på NBF være ens.

Fotoner virker ved deres passage som svingninger i BF

Elektromagnetiske bølger/fotoner kaldes her EMB.
Når EMB udsendes fra en antenne skal modtagerantennen være tilpasset EMB således at de to antenner i princippet skal være lige store.
EMB der har bølgelængder som synligt lys og derunder, udsendes fra atomer eller dele deraf.
"Modtagerantennen" skal være af samme størrelsesorden. Der skal være resonans mellem afsender og modtager.
Hvis der findes EMB mindre end atomer (og atomkerner) vil de ikke kunne registreres direkte.

EMB, der udsendes fra atomniveau har kun de frekvenser til rådighed som atomets elektroner/kerne giver mulighed for.

Lad os tænke os fotonen som en slags kugle.
Man kunne forestille sig at alle "kugler" indeholdt samme mængde energi, og koncentrationen (rumfanget) var afgørende for energi pr. sekund. Dette kan være rigtigt p.g.a. at det (altid ?) er en såkaldt lyselektron med dens, til den pågældende atomtypes tilknyttede orbital, der udsender fotoner.

Elektromagnetiske bølger er svingninger i BF.
Fotoner virker ved deres passage som svingninger i BF.
Svingninger i BF er forskydning af svage og stærke BF-koncentrationer.
EMB ændrer "rumstrukturen" under deres passage.
BF’s koncentrationsniveau er forholdsvis høj i nærheden af stjernerne. ( vores BF-niveau set i forhold til det lave niveau det kan antage.)

I kort afstand fra alle legemer findes en, i forhold til NBF, lille forvrængning i BF(set fra TF), der stammer fra legemernes atomdele.
Alle atomdelene giver hver deres bidrag til forvrængningen.
I umiddelbar nærhed af elektronen eller atomkernen er forvrængningen meget stor. Jo tættere man kommer imod atomkernen (bliver lokal iagttager, dvs. ændrer længdeenhederne i TF), jo større bliver/virker atomkernen.

se lys

Overfladekrumning

Hvis man sender lys igennem et område der indeholder meget mere BF end omgivelserne, vil det (set udefra) se ud som om lyset passerer langsommere. Hvis området er et SH kommer lyset ikke igennem.
Hvis SH er på størrelse med atomkernen vil lyset vekselvirke med elektronernes baner.

Et SH er "stabilt" når overfladekrumningen og massen tilsammen giver en stor forskel i BF i forhold til omgivelserne. Hvis BF hvori SH findes som et punkt(set udefra), har en koncentration der er mindre eller lig med NBF kan SH være meget store og stabile, indtil overfladen, i kraft af størrelsen, er blevet så lidt krum at den selv er med til at opløse SH.

Et lille SH er stabilt i NBF når det har en meget stor overfladekrumning (set udefra), dvs., nærmer sig punktstørrelse.
NBF betyder meget lidt i forhold til BF, der stammer fra det lille SH selv. Her er det (næsten) udelukkende krumningen der afgør stabiliteten. De punkter der ligger på overfladen af et lille SH,- herefter kaldet LSH, har en ustabil retning der peger ind mod midten af LSH, (p.g.a, den manglende forskel i BF-punkternes afstand) og en stabil retning der peger væk fra overfladen.

Et LSH kan eksistere i NBF, men har ingen mulighed for at dannes i NBF da NBF ikke kan opbygge en begivenhedshorisont på et så lille område (danne et sub-univers).
Hvis krumningen på et SH er stor(lang), vil nydannet BF undslippe fordi afbøjningen af BF ikke er stor nok og kun en del (stor ?) af det der dannes indenfor overfladen holdes tilbage. I stedet for at vokse vil et LSH kun kunne opretholde sig selv, ligesom noget af BF fra et SH undslipper og danner et tyngdefelt, vil BF også undslippe LSH og danne et felt omkring. Feltet opretholdes fra LSH og udbreder sig med C.
Et LSH vil, i NBF, blive opfattet som en meget stor BF-koncentration, og fra LSH vil der hele tiden undslippe BF som er med til at opretholde NBF.

Når et SH "opløses" vil mange forskellige ustabile tilstande opstå for tilfældige sammenklumpninger af BF, afhængigt af hvor langt fremskreden opløsningen er. Disse vil igen opløses fordi deres omgivelser ikke længere gør stabilitet mulig.
Tilbage bliver kun de mest stabile BF-koncentrationer.

Ved hver opløsning af et SH slipper BF ud til omgivelserne og da der ikke længere er en begivenhedshorisont omkring det tidligere SH, vil det omgivende BF niveau slutte med at lægge sig fast på det niveau som det ville have haft, hvis BF kunne slippe ud fra et SH af den størrelsesorden som massen fra det tilbageblevne BF-koncentrationer (LSH) udgør.
LSH bliver i NBF opfattet som en massepartikel.

Da tilstandene indeni SH i de enkelte TF3-områder må opfattes som helt "ustabile" vil de, efter opløsningen er påbegyndt, meget hurtigt nedbryde sig selv til LSH, Disse vil hver især blive meget små, fordi der stadig (umiddelbart efter)kun er lille forskel i LSH’s BF og det omgivende BF p.g.a, at BF, fra opløsningen af SH, endnu ikke er sluppet væk (C) og LSH stadig ligger tæt.

Når BF er sluppet væk og afstandene udadtil er forøget, vil det omgivende BF give mulighed for at de dannede LSH, hvis/når de støder sammen, kan slutte sig sammen og være stabile,
Disse hændelser kan sikkert ske i flere tempi, hver med sit LSH, og der må kunne være LSH fraflere tempi tilbage efter opløsningen.

Da kun det ved opløsningen frigjorte BF, har en hastighed lig C og de BF-koncentrationer som ligger nær centrum ikke altid har mulighed for at forøgeafstanden til de omkringliggende BF-koncentrationer, kan et nyt SH opstå, som dog ikke kan vokse sig ligeså stor som det forrige p.g.a. alle de LSH, der findes i omgivelserne.

Hvis eet SH er opløst og der findes et andet i nærheden, vil det første kunne få det andet til også at opløses, fordi BF-koncentrationen omkring det andet er forøget. galaksehobe

De mindste LSH dannedes først- (stor BF-koncentration), dvs. at de tilbageblevne LSH er opbygget af et helt multiplum af de mindste (og lige store) LSH.
Fordi de mindste LSH endnu findes i de sidst opbyggede, vil de mindstes omgivende BF være ligeså (?) koncentreret som det var lige efter opløsningen af SH, og de vil derfor være afskåret fra at vokse i størrelse. P.g.a. dette og fordi de ikke kan dannes under de betingelser de nu er under, kan man sige at de sidst frembragte LSH ikke mere er rigtige SH.
De sidst frembragte LSH kan f.ex. være atomkerner..
Atom kernen kan så tænkes at være et ("omvendt”) hierarki af partikler (LSH-lignende energikoncentrationer) med tilhørende BF-niveauer. -
Hver partikel er afskåret fra at forøge sin masse, for det ville kræve at der skulle kunne dannes nye partikler (LSH), og dette er udelukket da BF-koncentrationsforskellene indeni de forskellige niveauer ikke er store nok.

Atomkernen og de partikler, der findes indeni den, har det tilfælles at de er "LSH-lignende" og det medfører specielle betingelser i deres nære omgivelser.

Kun ved punktformige legemer gælder "afstandskvadratloven" m.h.t. lysudbredelse, tyngdefelter, elektriske felter m.m. -

Hvis man forestiller sig frie lyskilder anbragt således at de tilsammen danner L.enh.3 med plan overflade, vil man, jo tættere man udefra kommer til overfladen, registrere at lysintensiteten stiger.
- I forhold til "afstandskvadratloven" stiger den kraftigere længere fra overfladen og mindre nærmere ved overfladen. Det beror på, at det er den samlede lysintensitet der måles, og her tællerlyskilderne inde under overfladen også med.
For en kugleformet jævnt lysende lampe, sammensat af mange lyskilder, bliver der også afvigelser.
Kun hvis den betragtes på så stor afstand, at den virker punktformet vil der ingen afvigelser være.
Jo tættere man kommer på overfladen jo mindre krum vil man se den.

Jo nærmere man kommer overfladen (evt. mindre l-enh.) og jo tættere lyskilderne placeres desto større bliver afvigelserne.

Hvis man går så tæt på atomkernen, at overfladen opfattes (af lokal iagttager) som en næsten plan overflade, og den lokale iagttager er en partikel (med sit eget store BF), kan den situation opstå, at BF mellem partiklen og overfladen bliver så stærk at retningen væk fra overfladen bliver mest ustabil.- Dvs. at partiklen først søger mod overfladen og derefter væk igen.
Man kunne måske også sige, at der, for at "afstandskvadratloven" kan opfyldes i alle afstande (set ind i lokalsystemet) skulle være "plads" til mere masse.- Hvis denne masse så findes som partikler af ens størrelse vil disse placere sig som elektronerne ved kernen, med alle deres mulige bevægelsesmønstre.

Hvert niveau i atomkernen er bygget op omkring LSH-lignende partikler, og forskellene i niveauerne kommer til udtryk i deres periferi, således at ydersiden af partiklen (partikelsamlingen) skal være stabil udadtil.
Hvis en af partiklerne fra samlingen skal befinde sig frit på et lavere (BF) niveau, vil den ikke selv kunne opretholde en tilstrækkelig stor BF-forskel, hvis den ikke kan udsende masse/partikel og derved få sit krumnings/BF/radius forhold til at være stabilt i dette nye niveau.
Det samme må gælde for de partikler indeni partikelsamlingerne, der ligger nærperiferien, om ikke andet så i en slags gennemsnit, hvor der tages hensyn til BF/overflade/volumen.
Omkring partiklen (samlingen af mindre partikler), kan der tænkes at være et system af minder partikler, hvis overfladen og "tætheden" af overfladen kræver det (og de mindre partikler eksisterer).

Det kan tænkes at stof der er samlet til en masse ikke følger BF-enh.3 i omgivelserne når dette (BF) bliver mere eller mindre koncentreret (i forhold til TF), fordi de BF-niveauer der findes indeni massen har et meget kraftigere lokalt niveau. Det kunne bl.a. være derfor at lysets lokalhastighed i gennemsigtige stoffer målestil at være langsommere jo tættere/tungere enh.3 er. Det samme forhold vedr. hastighed må gøre sig gældende for forskydning af elektriske felter (elektriskstrøm).

Lokal længde

Hvis man har en "meterstok" lavet af f.ex. metal, så vil den ændre sig meget lidt når man flytter den til et område hvor BF-koncentrationen er f.ex. det halve af NBF, fordi koncentrationsforskellen indeni metallet, der jo ligger på et meget højere niveau, kun bliver forholdsvis lille.-

Dvs. at, hvis vi kender afstanden til f.ex. månen, bl.a. ved hjælp af C, og der ud fra stiller samme antal af vore metalmeterstokke ovenpå hinanden, så vil de nå forbi månen da de jo ikke kan ændre sig helt ned til den "rigtige" længde. Dvs. at i NBF følger længderne af stof mere TF end BF.

Kræfter har sin årsag i et inhomogent BF

Alle legemer har et tilhørende BF, som stammer fra deres bestanddele, hvor kraftigt/svagt det er, kan man få en forestilling om ved at betragte en alm. permanent magnet.
En permanent magnets molekylære opbygning får de indre elektronbevægelser til at vedblive med at være ensrettede når en ensretning en gang er opnået. Den enkelte elektron roterer og leverer derved sit bidrag til et samlet roterende NBF omkring magneten.
Da permanente magneter kun har en lille magnetisme i forhold til en fuldstændig ensretning af elektronbevægelserne, og da BF eksisterer uanset der forefindes en ensretning, kan man se at alle legemer har et tilhørende BF, som er i stand til at påvirke NBF.
Dette til et legeme hørende BF, som udbreder sig med hastigheden C, og som gennem sin tilstedeværelse, via NBF, "fortæller" omgivelserne om legemets eksistens, kalder herefter for FF. (”fortællefelt”)
FF er bl.a. varmestråling og tyngdefelt.
FF er en udvidelse af lokal-BF (pga. afstandene).

Inerti kan også beskrives som BF’s indvirkning på de i BF indeholdte lokalsystemer.
Kræfter har sin årsag i et inhomogent BF. Elektriske kræfter er svage i forhold til NBF-koncentration.

Hvis et legeme (set fra NBF) har en given jævn hastighed, vil FF i bevægelsesretningen være mere koncentreret end i den modsatte retning, fordi der sker en sammenpresning, da FF jo udbreder sig med C i BF.
Set fra legemets lokalsystem er en cirkelbevægelse 360°, hvorimod cirklen, set udefra(TF eller NBF), er mere eller mindre fladtrykt fordi BF-punkterne for hvert lokalsystem har en mindre indbyrdes afstand i bevægelsesretningen. Dvs., hvis et uelastisk legeme modtager et skub, fordeles kraften ligeligt på alle lokalsystemer, hvorved der opstår en forvrængning af disse, samtidig med at legemet bevæger sig i forhold til det omgivende BF, og derved ændrer FF.
Forvrængningen ophører nu, set fra lokalsystemet, men fortsætter set fra TF, - Da FF’s hastighed er C, kan legemets hastighed i forhold til det omgivende BF ikke overskride C.
Den ved et "skub" fremkomne forvrængning (kun set fra TF) kan først ophøre ved et modsat rettet skub, da der jo, set fra lokal-BF, ingen forvrængning er mere, efter at "skubbet er blevet overført.

Et legeme flytter sig derhen, hvor der er mest "plads"

Hvis et legemes hastighed er C, kan det tænkes at lokalsystemets FF bliver så stort i forhold til det omgivende BF, at det har en partikeldannende virkning,- og hvis den udgør en stor brøkdel af C, kan det tænkes at have en energiudsendende virkning, der måske bevirker at hastigheden bliver nedsat.
Hvis det omgivende BF selv er et lokalsystem i et endnu "større og svagere BF", er der intet i vejen for at hastigheden mellem dette og det betragtede lokalsystem, kan være større end C.

Årsagen til at der, udefra set, var en kraftpåvirkning på et lokalsystem, der befandt sig i et inhomogent omgivende BF, var at tilfældige små ryk, som opstår pga. lokalsystemets indre bevægelser, flytter lokalsystemet hen mod det område af det omgivende BF, hvor BF-punkterne ligger tættest (set fra TF). Et legeme flytter sig derhen, hvor der er mest "plads" pr. TF3. Set fra lokalsystemet selv, er der ingen foretrukken retning.

Forskelle i BF, set fra TF, giver mulighed for kraftpåvirkninger.

Den een gang opnåede hastighed pga. kraftpåvirkninger bibeholdes,- og hvis kraftfeltet stadig eksisterer, forøges hastigheden hele tiden med samme tempo. Den første hastighedsforøgelse gælder dog kun ved forholdsvis små hastigheder i forhold til FF’s udbredelseshastighed.-
Dvs. at bl.a. tyngdekraften er et resultat af sandsynligheden for tilfældige bevægelsers opsummering i et inhomogent BF.

Man må stadig huske på, selvom de enkelte bevægelser er meget små, så er den hastighed hvormed de foretages enorm stor. Så selvom den enkelte sandsynlige bevægelse er af ringe størrelse, bliver den samlede virkning meget større. ( når der regnes i tidsintervaller af vor normalstørrelse) - ( Hvis et legeme i vort tyngdefelt er placeret på et fuldstændigt ufjedrende underlag vil det ikke veje noget (næsten), selvom dets inerti stadig er tilstede).

Hvis alle opsummeringerne kunne fratrækkes accelerationen, ville et legeme i vor tyngdefelt kun bevæge sig yderst langsomt.

Elektroner søger væk fra hinandens FF

De partikler der er flest af, og som samtidig er forholdsvis nemt registrerbare, er elektroner.
Elektronerne har et højere indre BF-niveau i forhold til kerner som en følge af, at de blev dannet først, på et tidspunkt da BF koncentrationen i SH var højest. De kan også dannes indeni de højere (tættere) niveauer i kernen ved en sammenpresning af 2 af kernens fotoner: gammastråler.

Hvorvidt noget kan siges at være elektrisk neutralt afhænger af omgivelserne. Det kan være rigtigt at der måske er dannet lige mange protoner og elektroner, men det behøver ikke at være tilfældet. I princippet betyder det intet for elektrisk neutralitet, da de elektroner der er til rådighed vil fordele sig. Elektronerne vil søge ind mod kernen indtil ustabilitet udadtil optræder. (De fleste grundstoffer er jo i naturen kun rigtigt neutrale, når de har sluttet sig sammen til molekyler.)

P.g.a. elektronens eget lokal BF, vil ustabiliteten optræde længere og længere væk fra kernen jo flere elektroner der kommer til, og jo større kernen er.
Da elektroner er lige store, vil ustabilitet p.g.a. elektronernes eget lokal BF hindre to elektroner i helt at nærme sig hinanden.
Men det er i højere grad andre atomers forholdsvise underskud på elektroner der i større afstand virker fordelende på en gruppe frie elektroner. Det omvendte forhold, -at kerner søger at fordele sig, gør sig også gældende, men da kernerne har en meget højere grad af træghed, og normalt er indbyrdes stærkt bundet, vil elektroner stå for hovedparten af elektriske fænomener.

Jo nærmere en elektron placerer sig ved kernen, desto kortere vil dens lokal BF virkning værei NBF (TF), da BF (længderne) set herfra vil være kortere, fordi elektronerne stadig opfylder afstandskvadratloven m.h.t. lokal BF virkninger,

I stof, hvor der findes mange frie elektroner (en leder), sker en forskydning af et elektrisk felt med hastigheden C (lokal BF).
Når forskydningen når en elektron, flytter elektronen sig hen imod områder, hvor feltkoncentrationen i dens nærhed vil være mindst påvirket af det nye forøgede elektriske felt (BF).
Da alle "pladser" indeni stoffet er optaget, og stoffets omgivelser har færre elektroner ( i gennemsnit for et neutralt stof), vil elektrontransporten foregå på stoffets (lederens) yderflade, imellem det lokale BF og NBF.
Den "side" af elektronerne, der vender mod stoffet vil have den største BF koncentration.
Dette gælder for alle elektronerne.
Når elektronerne bliver tvunget til at flytte sig, vil de rotere med størst træghed på den side der vender mod stoffet.
Elektronerne virker derfor, ved at overføre lokalrotationen til NBF, som magneter på tværs af strømretningen.

Hvis to elektroner med deres FF, roterer forceret hver sin vej, vil de virke frastødende, fordi de begge vil "forsøge at tvinge" den anden til at rotere modsat, og da det sker med forceret rotation vil effekten være , at de søger væk fra hinandens FF.
Omvendt, da rotationen mellem de to elektroner i NBF ikke sker med samme store hastighed som nærved elektronen, sker en tiltrækning, når de roterer forceret i samme retning.

Da en jævn bevægelse af et legeme sker ved at BF i bevægelsesretningen indeholder mere "plads pr. TF enh.3", og legemets indre bevægelser opretholder retningen fordi dets lokal-BF er forvrænget set fra TF, er det nærliggende at antage, at en foton forskyder sig gennem BF efter de samme principper.

Man kan forestille sig en foton som en "lukket bølge" i BF, hvor dens største BF koncentration hele tiden forskydes fremad med FF’s, dvs., C’s hastighed, og hvor FF bagud ikke eksisterer.
Hvis dette er rigtigt betyder det, at både max. og min. kan opretholdes som lokal-BF i BF. - Min. er manglende BF omgivet af BF, eller svag koncentration af BF omgivet af f.eks. NBF.
Manglende eller svagt koncentreret BF i meget mere koncentreret BF kaldes herefter SBF.

Hvis SBF kan opretholdes i f.eks. NBF, vil NBF tvinge det ud af NBF, på samme måde som en boble hele tiden tvinges opad i vand.
Da det er forskelle i BF-koncentrationer der bestemmer stabiliteten for partikler, kan det tænkes at SBF er meget stabil i NBF og meget lidt stabil ude mellem galaksehobene, hvor SBF til sidst ender og opløses. - Her må derimod alm. partikler være meget stabile.

Man kan forestille sig, at når/hvis to gammafotoner inde i kernens høje BF-niveau støder sammen, bliver de 2 max. til en partikel og de 2 min, til en SBF-partikel. Da forskellen mellem de to nydannede partiklers BF og NBF er den samme, og da det er forskelle i BF, som er energi (eller kan blive til det), har de to partikler den samme energi set fra NBF.
De vil ikke søge sammen af sig selv,- tværtimod.

Når der dannes SBF-partikler i SH forsvinder de ud ("afbøjes modsat") af SH og er med til at reducere BF-niveauet udenfor SH. Forskellen mellem BF-koncentrationen i SH og udenfor, forøges så længe SBF-partikler dannes. Hvis en elektromagnetisk bølge eller en foton har en bestemt længde i NBF og herfra kommer ind i et mere koncentreret BF, vil dens hastighed formindskes (set fra NBF),eller sagt på en anden måde, dens bølgelængde forkortes (stadig set fra NBF), Når den har passeret tyngdefeltet bliver længden igen som den var i NBF. I et tyngdefelt, der indeholder meget BF (pr. TF3), vil alle lokalfelterne omkring atomkernerne være forøget. Atomer af et bestemt grundstof vil her være lidt mere "ustabilt" end i NBF. Det vil først kunne registreres på elektronerne fordi deres baner vil ligge lidt længere væk fra kernen og derved udsende lys af længere bølgelængde. "Rotationen omkring kernen foregår langsommere".

Når BF forøges imellem to punkter er der ingen af punkterne, der fjerner sig selvstændigt

Det vil altid gælde ! , at det er BF omkring det lysudsendende legeme, i forhold til det BF hvori iagttagelsen sker, der er bestemmende for rød/blå- forskydningen fra legemer i hvile.-
Fra svagere til kraftigere BF: blåforskydning,- og fra kraftigere til svagere BF: rødforskydning.

Hvis man kunne fordele et stort elektrisk felt (negativt) i et legeme, ville den samme virkning fremkomme.(?) Almindeligvis opnår man kun en dielektrisk forskydning.

Hvis et lysudsendende legeme kommer imod en iagttager, vil lyset være sammenpresset, - blåforskudt. ( men hvis hastigheden bliver tilstrækkelig høj og en evt. sammenpresning forårsager energiudsendelse, kunne det tænkes at virke rødforskydende på lyset).

En forøgelse af universets gennemsnitlige BF vil (det kan vi iagttage) ikke have nogen virkning m.h.t. rød/blåforskydningen. Det vil virke på samme måde som når lys passerer et tyngdefelt.
Når der konstateres en rødforskydning fra fjerne dele af universet kan det bl.a. skyldes, at dengang lyset blev udsendt var forskellen imellem BF, i stoffets nærhed og vor tids NBF, stor.

Hvis lys udsendes fra et legeme, der har stor hastighed væk fra en iagttager, vil det blive rødforskudt, fordi hver EMB bliver udsendt over flere BF-punkter og derved bliver frekvensen mindre.
Dette gælder kun hvis det lysudsendende legeme bevæger sig igennem BF.
Hvis derimod BF imellem det lysudsendende legeme og iagttageren forøges, bliver afstandene rigtigt nok længere og det vil kunne se ud som om legemet fjerner sig. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der bliver ingen rødforskydning fordi det lysudsendende legeme ikke bevæger sig gennem BF. Den eneste virkning vil være, at lyset er længere tid om at nå hen til iagttageren.

Når BF forøges imellem to punkter er der ingen af punkterne, der fjerner sig selvstændigt.

I øvrigt kan man jo ikke vide hvilket niveau universet har her

Først ???
Derefter, i tidernes morgen, var der i TF en svag BF-koncentration, som fyldte hele universet (ikke TF!) og som hele tiden forøgedes.
Da BF blev tilstrækkelig koncentreret pga. C, kunne områder af BF have en begivenhedshorisont, dvs. danne et subunivers. Der dannedes mere BF og subuniverset "trak sig sammen" (men indeholder mere og mere BF, set fra TF) og blev til et SH. Dette skete mange steder.
Af det BF, der herefter dannedes, forblev det meste indeni SH, og forskellen mellem SH og BF imellem SH-erne (den tids NBF) blev meget stor. Meget større end mellem et evt. SH og NBF i dag.

Når et SH opløses (evt. kan flere være blevet forenet først) vil BF udenom blive forøget og dermed fremme opløsningen af andre i de nærmeste omgivelser.
Den tids NBF forøges og det medfører at afstandene imellem de først opløste SH bliver større, samtidig med at flere SH opløses.
Derved dannes der grupper af opløste SH, og hvis grupperne er dannet i niveauer er hvert niveau af samme alder eller udviklingstrin, målt fra deres egen begyndelse, men ikke målt fra den overordnede begyndelse, hvis denne fandt sted i et enkelt 'punkt' i TF.

Vores subunivers udgør kun en del af universet.-
Da det primære univers, der kun bestod af rum med meget stor afstand mellemBF-punkterne (set fra TF), udvidede sig med hastigheden C, betyder det, at TF3 fra dengang og nu er ens for meget store områder, sikkert større end vort subunivers, selvom BF-koncentrationerne i disse områder nu er meget store.(Man kan sige at TF3 initieredes).
Det vi observerer via rødforskydning fra "normaltudviklede" objekter er alder eller udviklingstrin, og i "kortere" afstande er alder og afstand proportionale.
I større afstande har lyset været forholdsvis længere om at nå os p.g.a. udvidelsen.
Et gæt på den fremtidige udvikling for vort subunivers kan være, at den tilsyneladende udvidelse sker hurtigere samtidig med at vores begivenhedshorisont trækker sig sammen (set fra TF), temperaturen i vort univers vil stige og forskelle i BF vil udjævnes (indenfor subuniverset). Man vil få en ny slags SH på et højere niveau.
Der ville være mange af dem i "nærheden" (set fra TF).
I øvrigt kan man jo ikke vide hvilket niveau universet har her.

efterskrift

Ballerup – Maj 1985

Georg Skærbye Petersen