Tilbage til start
Lys
Omkring år 1700 var der to teorier for lyset. Newton mente at lys var partikler og Huygens mente at lys var bølger. Da mange fænomener bedst kunne forklares med bølgeteorien, blev det denne, der blev godtaget. Bølger skal have noget at bølge med, og således fremkom den såkaldte æter. Lys var bølger i æteren.
I 1728 blev Bradley opmærksom på det fænomen, at fixstjernerne har en afvigelse i deres placering i forhold til der hvor de burde være, og denne afvigelse beskriver en lille cirkel i løbet af et år på en sådan måde, at man ser stjernen forskudt lidt fremad i cirklen og, at cirklen bliver mere og mere fladtrykt jo nærmere ved horisonten stjernen observeres. Dette kaldes aberration.
Det var muligt at forklare aberrationen på den måde at jorden bevægede sig igennem æteren, for så ville man dreje sin kikkert i samme skrå retning som lyset ville komme fra, og således se stjernen forskudt lidt fremad. Hvis der ikke var nogen æter og lyset ikke behøver noget at bevæge sig i, ville det blive det samme resultat.
I 1873 fremkom Maxwell med sin beskrivelse af de elektromagnetiske fænomener, som også lyset bliver en del af. Denne beskrivelse bygger på antagelsen om æteren.
I 1887 udfører Michelson og Morley et forsøg, som skal vise jordens bevægelse gennem æteren. Man sender lys på langs og på tværs af jordens bevægelse om solen og når lyset reflekteres af spejle, kan det afgøres om der er forskel på de to lysstrålers opførsel. Der var ingen forskel. Forsøgene er blevet udført på mange måder og med samme resultat.
Herefter fremkommer antagelsen om den medførte æter, til forskel fra føromtalte hvilende æter. Den medførte æter skulle følge med jorden i dennes bane omkring solen og så ville den manglende forskel i målingerne kunne forklares. Da den medførte æter imidlertid er i modstrid med aberrationens forklaring og den også medfører problemer omkring en såkaldt æterrand, bliver antagelsen om den medførte æter ladt ude af betragtning.
I 1892 fremkommer Fitzgerald og Lorenz med en teori om at legemer bliver sammenpressede når de bevæger sig i den hvilende æter. Denne teori, som bygger på Maxwels ligninger forekommer mere eller mindre kunstig, og få år senere havde Einstein, ved i øvrigt at benytte Lorenz' kontraktionsligninger, udviklet en mere omfattende teori, hvor æterproblematikken slet ikke forekommer, men som indeholder påstanden om lysets konstante fart: C for ALLE iagttagere. Denne teori er nu almindeligt antaget.
Den indeholder dog nogle erkendelsesmæssige problemer, som de fleste mener at "man må leve med, da naturen nu er som den er".
En af modsætningerne består i at lyset bliver betragtet som selvudbredende, d.v.s. at der ikke findes noget medium i hvilket det udbredes, og de ligninger, der benyttes når hastigheder skal beregnes, er de samme som benyttes når det gælder den hvilende æter.
Fejltolkningen, der ligger til grund for nogle af uoverensstemmelserne ligger i forklaringen af aberrationen og det vil være nyttigt at se nå teorien om den medførte æter med nye øjne.
I dag er lyset normalt antaget for at være partikler. Det er foreneligt med at der ikke findes nogen æter, men så betyder det nødvendigvis at hastigheder skal adderes efter almindelige regler.
Det er dog mest sandsynligt at der findes en slags løst afgrænsede områder: partikler / fotoner / lyskvanter, der udbreder sig ved bølgelignende forskydninger i et medium.
Ballerup – 1985
Georg Skærbye Petersen